Temperaturer
Temperaturer

Gran Canaria

Gran Canaria er en af de syv beboede Kanariske øer, som også omfatter Tenerife, La Gomera, Fuerteventrua, Lanzarote, La Palma og Hierro samt et mindre antal ubeboede øer. Det menes at Gran Canaria er opstået for ca. 15 millioner år siden. På Gran Canaria er der gode oplevelsesmuligheder, hvad enten I er til dejlige strande, smukke palmedale, fantastiske vulkankratre, små, charmerende, spanske bjergbyer med bygninger fra kolonitiden eller gerne vil underholdes fra morgen til aften. Feriebyerne på øens sydlige kyst er anlagt med brede strandpromenader, grønne palmealléer og dekoreret med smukke skulpturer. I ferieområderne er der aktiviteter for hele familien med forlystelsesparker og underholdning på hotellerne samt mulighed for udflugter til de mere øde bjergområder på øen. Gran Canaria er et skønt feriemål med behagelige temperaturer, når vintermåneder i Danmark bliver mørke og kolde.

Playa del Inglès
Feriebyen Playa del Inglès ligger på øens sydlige del med skønne sandstrande ud mod det smukke Atlanterhav. I Playa del Inglès er der flere store shoppingcentre, hvor I kan gå på opdagelse i de mange butikker og byens gader. Byens shoppingcentre bugner af barer og spændende restauranter, som i aftentimerne bliver forvandlet til et pulserende natteliv. I forlængelse af Playa del Inglès kan I opleve den imponerende sandørken Maspalomas, som er et areal på 4 km2, der til forveksling ligner en udløber af ørknen i Sahara. De fascinerende sanddyner ændres konstant i form, farve og karakter afhængig af lys, vind og vejr. Mellem Playa del Inglès og Maspalomas ligger områdets dejlig golfbane, hvor golfentusiaster kan dyste på den 18 hullers bane. Børn og barnlige sjæle kan boltre sig i byens store vandland, og ved stranden er der mulighed for at dyrke forskellige vandsportsaktiviteter.

Puerto Rico
Dalen, som danner rammen om feriebyen Puerto Rico, var for ca. 40 år siden en tomatplantage. Området er det varmeste på øen med ca. 340 solskinsdage årligt. Indbyggerne valgte at lukrere på det behagelige klima og hoteller begyndte så småt at skyde frem, og et nyt ferieparadis så dagens lys. Puerto Rico har i dag alt, hvad moderne feriegæster søger. Hotellerne er bygget op ad bjergsiderne, hvor der er en udsøgt udsigt fra de højest beliggende hoteller. Beliggenheden i det kuperede terræn betyder af vejene ned til byen og stranden er stejle, og at der er mange trapper i området. I bunden af dalen ligger det store ”Puerto Rico-center” med alt fra små souvenirbutikker og hyggelige restauranter til barer og diskoteker. Havnepromenaden indbyder til en gåtur langs vandet. Stranden i Puerto Rico er meget børnevenlig, og langs kyststien til stranden, Playa de Amadores er der ca. 2 kilometer. Amadores er en skøn sandstrand med kridhvidt sand omgivet at azurblå hav og er absolut en af områdets bedste strande.

Puerto de Mogán (på egen hånd)
Puerto de Mogán er et mindre og meget charmerende ferieområde på Gran Canaria, som tilbydes på egen hånd. Puerto de Mogán er beliggende på øens solrige sydvestkyst, og er en af øens hyggeligste feriebyer. De charmende, små kanaler har givet området tilnavnet Gran Canarias eget ”Venedig”. Den lille fiskerby, hvor broer og promenader forbinder kanalerne, er meget idyllisk med farverige huse og små haver med imponerende blomsterpragt. Biltrafik er ikke tilladt i byens gader, så byatmosfæren er rolig og hyggelig. I havnen vugger de farverige fiskerbåde, hvor også luksuriøse sejlbåde ligger til kaj. Havnepromenaden summer af aktivitet i aftentimerne med smagfulde caféer og fiskerestauranter, der omkranser det lokale fiskerleje. Fra byens jazz- og pianobarer strømmer de liflige musikalske toner de forbipasserende i møde.

Byens sandstrand som ligger øst for havnen, er indbydende og appellerer til ren afslapning. Stranden er børnevenlig og ligger afskærmet af klippefremspring, som skaber læ for havets bølger. Fra byens havn kan I sejle til feriebyen Puerto Rico. Hver fredag er der marked i Puerto de Mogán, som er et af sydkystens største markeder. Her kan I gå på indkøb blandt de mange boder, mens fiskerne lander nattens fangst på kajen i de tidlige morgentimer.

Fakta om Gran Canaria

Fakta om landet

Priseksempler

Big Mac burger…………………. ca. 19 dkr.

Flaske lokal vin på restaurant…   ca. 90 dkr.

Coca-Cola/Pepsi på restaurant.    ca. 23 dkr.

Isvaffel i supermarked…    …      ca. 9 dkr.

Øl i supermarked……………….. ca. 4 dkr.

Brød i supermarked…………..     ca. 5 dkr.

Priser pr. april 2010.

Vi tager forbehold for prisændringer

Rejseinformation

Personale på rejsemålet

Falk Lauritsen Rejser

C/o Viajes Corona C. C. Jardin del Sol

Avda. de Gran Canaria, 24

35290 Playa del Ingles Gran Canaria

Tlf.: +34 630 03 05 35

Fax.: +34 928 720 040

Kampagner

Få mere information om Gran Canaria på TGT.dk eller UM.dk

Strande

De fleste strande på Gran Canaria, ligger på øens sydlige del, hvor I også kan opleve de berømte sanddyner ”Dunas de Maspalomas”. Hvad enten I er til store bølger, dybt klart vand eller børnevenlige sandstrande, så har Gran Canaria noget for ethvert temperament!

Underholdning og aktiviteter

På Gran Canaria er der gode muligheder for at tilbringe ferien med aktivitet og friluftsliv. I kan tage på cykel- og vandreture i de imponerende bjerge eller spille golf på de flotte golfbaner. Green fee bestilles direkte hos golfbanerne. Ved stranden kan I prøve forskellige former for vandsportsaktiviteter samt dykke og tage på fisketur med en lokal kutter. For yderligere oplysninger og inspiration kan I rette henvendelse til jeres rejseleder.

Kultur

Transport til hotel

Fra lufthavnen og til de første hoteller er der ca. 30 minutters kørsel med bus.

Delfinsafari

Ud for kysten på Gran Canarias sydside, breder det store og imponerende Atlanterhav sig. Fra Puerto Ricos havn, vil vi sejle ud for at se nærmere på det fantastiske dyreliv i havet omkring øen. Fra båden kan I nyde den flotte udsigt over byerne på Gran Canarias sydside. Bådens besætning har mange års erfaring med lokalisering af delfiner, kæmpehvaler og små flyvefisk, og vi er tit heldige at se store flokke af legesyge delfiner. Delfiner er ikke bange af sig, og de elsker selskab og kommer ofte helt tæt på båden, så hvis vi er heldige, bliver der mulighed for at opleve dette fantastiske dyr på helt tæt hold. En skøn tur for hele familien.

Garbos

Denne aften kan ikke beskrives med ord… den skal opleves! Aftenen byder på et underholdende show i særklasse. Til arrangementet serveres en udsøgt 3-retters menu med spændende kanariske smagsoplevelser. En festlig gallaaften hvor tjenerne det ene øjeblik serverer for jer ved bordet og det næste står de på scenen og underholder. Nyd et overflødighedshorn af musikalske indslag med nogle af vor tids største internationale hits.

Inkl.  3-retters menu, ½ fl. vin samt fri øl og vand.

Transport ikke inkl.

Lokale oplevelser

Gran Canaria er meget mere end blot et velbesøgt rejsemål – Gran Canaria rummer en lang og spændende

historie. På udflugten kører vi gennem små hyggelige bjerglandsbyer og besøger det lokale marked i byen Vecindario, hvor vi kan opleve den intense kanariske, spanske bystemning. Vi tager desuden på opdagelse i den fascinerende Guayadeque dal, hvor den kanariske urbefolkning byggede hulebyer ind i bjergsiderne for flere hundrede år siden. I det unikke vulkanlandskab kører vi op i højderne, ned i dale og slugter, hvor I får mulighed for at tage billeder af den smukke natur.

Inkl. kanarisk frokost med specialiteter samt vin og vand.

Gran Canaria

Vis større kort