Mallorca
Mallorca er den største af De Baleariske Øer med et areal på 3640 km2. Øen er et af de mest besøgte rejsemål gennem tiderne. Dette er ikke en tilfældighed, da Mallorca byder på næsten alt, hvad hjertet kan begære. På den spanske ø, er der dejlige sandstrande, fantastiske bjergområder og bare sletter med skøn natur. Den fascinerende hovedby, Palma, emmer af atmosfære i de hyggelige gader, hvor strandlivet for en stund er erstattet med et besøg på en af de mange fortorvscaféer og tapas-barer. De små hyggelige restauranter byder på spanske specialiteter og den spanske aftenstemning er intens. I den historiske bymidte, kan feriegæster opleve mange af bydelens gamle monumenter og bygningsværker eller lade sig betage af de mange kunstneriske værker. I Palma er der desuden et stort og spændende udvalg af forretninger både i den gamle og den nye bydel.
Palma Nova og Magalluf
Vest for øens hovedby Palma ligger ferieområderne Palma Nova og Magalluf – to byområder som næsten er vokset sammen. I sommermånederne nydes livet langs strandpromenaden, hvor mange børnefamilier ynder at holde ferie. Badeforholdene er børnevenlige og sandet ideelt til leg i vandkanen. Langs strandpromenaden ligger cafeer, tapasrestauranter og souvenirbutikker med alt fra kolde drikkevarer til postkort, håndklæder og badedyr. I aftentimerne er der en livlig feriestemning i gaderne, hvor der også er mulighed for en festlig aften på en af områdets mange barer og diskoteker.
Alcudia
Byen Alcudia er delt op i tre dele: Den gamle by, Puerto de Alcudia og Playa de Alcudia. Den gamle bydel er beliggende et par kilometer fra kystområderne, omkranset af bymuren, hvor der to gange ugentligt er marked. I havnebyen Puerto de Alcudia, ligger den hyggelige lystbådehavn, hvor skibe fra hele Europa lægger til kaj. I bydelen er der mange butikker og lokale restauranter. Bydelen er nærmest vokset sammen med strandområdet Playa de Alcudia. Langs den lange kyststrækning ligger nogle af Mallorcas bedste og mest børnevenlige strande.
C’an Picafort
Ca. 12 km fra centrum af Alcudia ligger den mindre by C’an Picafort. Den hyggelige strandpromenade og byens gågade er samlingspunkt for såvel lokale beboere som feriegæster i C’an Picafort. I byen er der et pænt udvalg af restauranter, barer og butikker.
Puerto De Soller
Denne havneby er måske Mallorcas smukkeste og mest romantiske sted. Stemningen er fantastisk langs havnepromenaden, hvor feriegæster og lokale nyder cafélivet, når de ikke slapper af ved stranden. I baglandet bag havnebyen kan I tage på vandreture i naturen med appelsin- og olivenlunde i det kuperede terræn.
Cala D'Or - På egen hånd
Cala D’Or betyder den gyldne bugt, og er beliggende på Mallorcas østkyst med prægtige badestrande. Byen ligger i smukke omgivelser og har en charmerende bymidte med gågade, hvor der ligger hyggelige restauranter, barer og forretninger. Trods en markant byudvikling de seneste år, er det lykkedes at kontrollere udviklingen i den tidligere fiskerby, hvilket betyder at bymiljøet stadig er præget af de lave, hvide huse.