Den Dominikanske Republik

Her er smittende merengue-rytmer og lyden af blide bølger. Smukke koralrev og fisk i alle regnbuens farver. Frodige skove og endeløse sandstrande med vajende palmer. Med ca. 1.200 kilometers kyststrækning og en gennemsnitstemperatur på 26 grader året rundt, er der mange gode grunde til at tage til Den Dominikanske Republik. Da Columbus lagde til ved øen i 1492 i sin søgen efter søvejen til Indien, kaldte han det for det skønneste land under solen. Døm selv. 

Den Dominikanske Republik i overblik
Den Dominikanske Republik udgør to tredjedele af den bjergrige ø Hispaniola i det Caribiske Hav og grænser op til Haiti. Under det spanske styre fra slutningen af 1400-tallet og frem fungerede Den Dominikanske Republik som sukkerleverandør til både Spanien og Frankrig og sporene fra kolonitiden er fortsat tydelige.

Santo Domingo de Guzmán
Det gælder bl.a. i landets hovedstad og største by Santo Domingo de Guzmán, der huser 2,2 millioner indbyggere – eller omkring en fjerdel af landet samlede indbyggertal. Byen blev grundlagt i 1498 af Christoffer Columbus’ bror Bartolomeo, der opførte det ældste universitet i ”Den nye verden” – universitet er fortsat i brug.

Puerto Plata
Der er flere spor af kolonitiden på den vestlige nordkyst, hvor de mest besøgte ferieområder ligger. Det gælder bl.a. Puerto Plata, som med sine 130.000 indbyggere er den største by på nordkysten. Puerto Plata blev grundlagt i 1502 af spanske kolonister og på museet der huses i byens fort fra 1577, kan man se levn fra kolonitiden. Byen rummer desuden mange smukke victorianske

bygninger, i de små gader er der mange hyggelige butikker, der sælger bl.a. rav, rom og cigarer og langs strandpromenaden, Malecon mødes de lokale indbyggere hver weekend til glade merenque

toner og dominikansk rom. Merengue er dominikanernes nationalmusik, ligesom den tilhørende dans, også kaldet merengue, er dominikanernes nationaldans. Det er livsbekræftende rytmer, der som musikalsk genre går helt tilbage til 1920'erne.

Costa Dorada og Playa Dorada
For mange er højdepunktet i Den Dominikanske Republik de lange, hvide palmeomkransede bountystrande, der folder sig ud som legemliggørelsen af perfekte postkortmotiver. Drømmen går i opfyldelse i ferieområderne Costa Dorada og Playa Dorada lidt øst for Puerto Plata - i eftermiddagstimerne kan der forekomme kraftige vinde, som de fleste dog finder behageligt på grund af de meget høje dagstemperaturer. Stranden er lavvandet, men vær opmærksom på, at der er understrøm i brændingen. Vil man have en pause fra badehåndklædet og ferielæsningen, kan man vælge blandt mange aktiviteter som windsurfing, kajak og snorkling.

Der er flere fremragende strande langs den dominikanske nordvestkyst, herunder den flotte, brede strand ved Cabarete, der også er populær blandt kite- og windsurfere samt den hvide sandstrand ved Sosua, hvor der er rigtig gode muligheder for at udforske livet under det klare, blå vandspejl.

Fra de populære ferieområder er der kort til store oplevelser i det frodige bagland. Tag f.eks. på besøg hos en lokal tobaksfabrikant og oplev, hvordan de knitrende cigarblade bliver forvandlet til eksklusive varemærker. Verdens fineste tobak dyrkes i Den Dominikanske Republiks frodige Cibaodal, og i 1989 begyndte tobaksmogulen Davidoff også at få produceret sine håndrullede cigarer her. Når man ser, hvor raffineret det går til, er det nemt at forestille sig, hvorfor cigarerne her er blandt verdens dyreste.

Fakta om Den Dominikanske Republik

Fakta om landet

Område

8.442 km2

Tidsforskel / lokal tid

Til Den Dominikanske Republik er tidsforskellen fra Danmark minus 5 timer, når der i Danmark er vintertid.
Ved sommertid er forskellen minus 6 timer. Altså skal uret stilles 5 eller 6 timer tilbage ved ankomsten til Den Dominikanske Republik.

Sprog

Spansk

Møntfod

Møntenheden er dominikanske pesos. 100 pesos svarer til ca. 16 danske kroner (kurs pr. april 2011). Det er en god idé at medbringe amerikanske dollars, som kan veksle på flere af hotellerne eller på vekslekontorer. Danske kroner kan ikke veksles på rejsem

Rejseinformation

Pas og visum

I flyet eller ved ankomst får I udleveret et indrejsevisum (turistvisum), som skal udfyldes og vises ved paskontrollen. Det er gyldigt i 90 dage.

Ved indrejse skal der betales et gebyr på ca. 10 US$ svarende til ca. 56 dkr. (kurs pr. april 2010) og ved udrejse 20 US$ svarende til ca. 112 dkr. Bemærk desuden, at de dominikanske myndigheder kræver, at passet skal være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemkomsten. Gæster med anden nationalitet end dansk henvises til den dominikanske ambassade i Stockholm for yderligere information.

Indkøb

Foruden store cigarer er Den Dominikanske Republik kendt for et stort udvalg af rav i mange forskellige nuancer. Det dominikanske rav udvindes fra miner og kommer ikke fra havet, som vi kender det fra Danmark. Nationalstenen larimar, den dominikanske turkis, er også en populær souvenir. Desuden kan keramik og andet kunsthåndværk samt kaffe og romkøbes med fordel. Sort koral og tigermuslinger er beskyttet af international lov og må ikke bringes ud af landet. Undlad generelt at købe souvenirs, der stammer fra havet.

Kampagner

Vi foreslår ”Turen går til Den Dominikanske Republik” fra Politikens Forlag samt Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk.

Teknik

Elektricitet

I Den Dominikanske Republik er strømstyrken 110 volt, og stikkene er flade amerikanske 2-ben. Det er derfor nødvendigt med en adapter. Kan købes på rejsemålet til ca. 2 US$.

Kultur

Lokale retter

Det dominikanske køkken er som de fleste andre steder i Caribien varieret farverigt og krydret. Der spises stort set alle former for kød og ris, bønner og ikke mindst banan er fast tilbehør til mange retter. Ofte tilberedes og tilsmages maden med krydderier som hvidløg, chili, peber og oregano. Den bedst kendte ret la bandera (flaget), består af hvide ris, kød, røde bønner og stegte grøntsager. Derudover er landet også kendt for den sammenkogte ret sancocho prieto, hvor der anvendes mere end syv forskellige slags kød. En af de mere specielle og lokale retter er chivo linero, som stammer fra den nordvestlige del af øen. Retten er tilberedt af gedekød, fra geder som fodres dagligt med oregano under hele opvæksten. Typiske dominikanske retter indeholder næsten altid en eller anden form for kød og ofte også bønner, og man kan leve billigt – et måltid mad behøver ikke koste mere end hvad der svarer til 50 kr.

Områder i Den Dominikans..