Jeepsafari med monstertruck
Tag med på en tur ud i det dominikanske landskab på monstertruck. Vi kører over floder og gennem dale og
tager ud til en lokal landsby, hvor vi skal besøge en dominikansk familie i deres hjem og se, hvordan de lever.
Vi skal også se en lokal ostefabrik og en landsbyskole og vil på turen passere flere sukkerplantager og fantastiske landskaber. Frokost indtager vi ved floden Yassica til tonerne af den glade, dominikanske musik, merengue. Efter maden er der mulighed for at bade i det ferske vand i floden. Når dagen er omme, har I fået et godt indblik i, hvordan livet former sig i Den Dominikanske Republik
Puerto Plata by- og shoppetur
Denne tur giver jer mulighed for at opleve de smukke, victorianske bygninger i byen, der blev grundlagt af
Christoffer Columbus i 1502. Vi skal besøge Brugals Rom Fabrik, hvor den populære dominikanske rom bliver
tappet. Turen byder også på besøg i et ravgalleri, hvor en dinosaur af rav tager imod os. Her kan I se den store samling af rav i mange forskellige nuancer, samt ravstykker med insekter indeni, der leder tankerne hen på Steven Spielbergs film ”Jurassic Park”. På turen skal vi også se San Felipe Fortet, der blev bygget for
at beskytte byen mod de mange pirater, der hærgede de omkringliggende have i 1500-tallet. Fortet er i dag
renoveret og fremstår næsten, som da det blev opført i 1577 og huser i dag et museum med levn fra kolonitiden.
Der bliver også tid til lokale indkøb undervejs. Tag med og oplev både kolonitidens og nutidens Puerto Plata.
Snorkeltur til paradisøen
Cayo Paraiso er en lille sandbanke, der findes ude i det smukke Atlanterhav. Rundt om den lille sandø findes et fantastisk koralrev med flotte fisk i alle mulige størrelser og farver. Cayo Paraiso, som betyder paradisøen, er et godt sted at opleve havets fantastiske rige. De flotte farverige fisk, kan ses med det samme I træder ud i vandet. Svømmer I lidt længere ud, kan I også opleve de smukke og farvestrålende koraller. En smuk tur, hvor vi også sejler ind i et af de store mangroveområder og nyder stilheden.