Sydafrika

De paraplyformede akacietræer svajer let, ud af de hvirvlende støvskyer dukker et kuld sultne løver på jagt efter mad og når natten falder på, kan man under stjernehimlens funklende lyshav mærke sit eget hjerte som et støjende fremmedelement i den øredøvende stilhed.

Et land i fremgang
Sydafrika er savanne og sansepirrende naturoplevelser. Det er er vilde dyr og frodige vinmarker. Men det er også myldrende storbyer med eksklusive hoteller, lækre forretninger, flotte gourmetrestauranter og moderigtige cocktailbarer.

I mange år fyldte Sydafrika meget i medierne med negativ omtale pga. apartheid og et samfund, hvor hvide og sorte holdtes adskilt og uden adgang til de samme privilegier.

Da menneskerettighedsforkæmperen og nobelpristageren Nelson Mandela blev valgt til præsident ved de første frie valg i 1994 begyndte det at gå i den rigtige retning. Og selvom den gamle engelske koloni fortsat har store uløste problemer, er Sydafrika et land i fremgang.

Landet og de store oplevelser
Sydafrika har ca. 49 mio. indbyggere og grænser op til Mozambique, Botswana, Namibia, Zimbabwe, Swaziland og Lesotho. Landet ligger på den sydligste del af Afrikas kontinent med bjerge mod Atlanterhavet og det Indiske Ocean.

Pretoria er landets administrative hovedstad, men med sine 8 mio. indbyggere er Johannesburg den største by og Cape Town, der med sin placering på Kap-Halvøen er en af verdens mest unikt beliggende metropoler, er den mest besøgte.

Cape Town blev grundlagt af nederlandske kolonister i 1652 som en vigtig by på søruten mellem Europa og Det Fjerne Østen. Med lækre strande for foden af Taffelbjerget og et bagland der består af kuperede bjerglandskaber, sælkolonier og frodige vinmarker er der gode alternativer til de urbane fristelser på Long Street og Waterfront, som er byens forlystelsessyge livsnerver.

Krüger nationalparken der ligger nordpå, i den modsatte ende af landet, er den største af nationalparkerne i Sydafrika og med mere end 86.000 impalaer, 13.000 elefanter, 1.500 løver, 5.000 giraffer og lige så mange næsehorn er det her, man tager de vildeste feriebilleder.

Der er store oplevelse at hente i både storbyjunglen og på den sydafrikanske savanne.

Fakta:
Indbyggertal: 49 mio.
Hovedstad Pretoria (største by Johannesburg, 8 mio. indb.)
Politik: Sydafrikas første demokratiske parlamentsvalg blev afholdt 27. april 1994 og landets første folkevalgte præsident blev den dengang 75-årige Nelson Mandela.
Fodbold: Sydafrika var vært for VM-slutrunden i fodbold i 2010. Sydafrika blev slået ud i indledende runde, men fik en fornem skalp, da de i sidste kamp besejrede de daværende verdensmestre fra Frankrig.

Fakta om Sydafrika

Fakta om landet

Område

Sydafrikas areal er ca. 1.221.000 km2. Indbyggertallet er ca. 43 mio.

Tidsforskel / lokal tid

Dansk tid + 1 time (vintertid).

Sprog

Zulu 23%, xhosa 18%, afrikaans 14%, nordsotho, engelsk, sydotho, siswati (swazi), tsonga, tswana, venda, ndebele er officielle sprog.