Forende Arabiske Emirater

Her er støvede ørkenlandskaber og lækre strande. Her er beduinrestauranter, som serverer kamelkød, og topmoderne barer. Her er krogede basarer og himmelstræbende hoteller. Her er ture på kamelryg og ræs i toptunede firhjulstrækkere. Indtil 1960 var området et af de mest tilbagestående i Mellemøsten, men med fund og udvinding af olie har de Forenede Arabiske Emirater i en årrække været blandt verdens hurtigst voksende økonomier.

De Forenede Arabiske Emirater i overblik

De Forenede Arabiske Emirater ligger på den sydøstlige del af den arabiske halvø og er en føderation bestående af syv emirater, herunder hovedstaden Abu Dhabi hvor 975.000 - eller omkring en fjerdedel af den samlede befolkning på 4,4 mio. mennesker - bor.

Foruden Abu Dhabis fine strande ved Ras Al Akhdar kan man tjekke ind på – eller blot nyde synet af – det enorme luksuspalæ Emirates Palace, der er udsmykket med guld og Swarowski-krystaller til ære for logerende oliesheikher og Hollywood-stjerner. Og man kan shoppe i basaren, besøge den imponerende Sheikh Zayed moské eller tage en smuttur til øen Saadiyat Island, som er udset til at skulle huse en række prestigiøse kulturinstitutioner opført af verdens største nulevende arkitekter, herunder Frank Gehry og Jean Nouvel. Imponerende er også forlystelsesparken Ferrari World, som bl.a. huser verdens hurtigste rutsjebane.

Flot er der også i frugtbare Ras Al Khaimah, som i stor stil forsyner de øvrige emirater med frugter, grøntsager og mælkeprodukter. Ras Al Khaimah er det nordligste emirat og smukt beliggende ved de dejlige hvide sandstrande i Den Persiske Bugt. Ras Al Khaimah, der deles midt over af floden Khour Ras Al Khaimah, har dog meget andet at byde på end en tur i bølgerne. På flodens vestlige side finder man det gamle Ras Al Khaimah med blandt andet et par spændende museer, og på den østlige side findes den nyere del af byen, hvor der er talrige shoppingmuligheder.

Det mest kendte emirat er kosmopolitiske Dubai, hvor mere end 85 procent af indbyggerne kommer fra andre lande. Her er et fint miks af mellemøstlig kultur og vesterlandsk indflydelse. Dubai er især blevet kendt for sine moderne højhuse og andre imponerende bygningskonstruktioner, der skyder op over alt, men ét bygningsværk skiller sig for alvor ud. Burj Khalifa – det tidligere Burj Dubai, er med sine mere end 800 meter verdens højeste skyskraber. Imponerende er også det eksklusive hotel, Burj Al Arab, som på afstand minder om et gigantisk sejl. Den spektakulære bygning er verdens dyreste hotel, men vil man bare have en smagsprøve, er der mulighed for rundvisning og en drink i Skyview Bar, der svæver 200 meter over havet. Dubai huser også en perlerække af barer, diskoteker og natklubber med levende musik samt både basarer og moderne shoppingarkader. Vil man også opleve det gamle Dubai, er det i bydelen Deira, hvor man i havnen kan se eller tage på tur med de små træbåde, der kaldes dhows, og på Dubai Museum tæt på det historiske Bastakiya-kvarter er der mulighed for at blive klogere på bystatens galopperende udvikling fra fattig udørk til luksusmagnet. De færreste vil heller ikke gå glip af Dubais fascinerende palme-trilogi, som består af tre kunstige øer udformet som palmer i en størrelsesorden, så de kan beskues fra månen og Dubai-fontænen, der kan skyde vand 150 meter op i luften.

Fakta om Forende Arabiske Emirater

Fakta om landet

Hovedstad

Abu Dhabi (975.000 indbyggere)

Befolkning

Ca. 4,4 mio.

Område

De Forenede Arabiske Emiraters samlede areal er på 83.600 km2.

Tidsforskel / lokal tid

Tre timer

Sprog

Arabisk

Møntfod

Dirham

Rejseinformation

Pas og visum

Visum udstedes gebyrfrit ved ankomst for 60 dage mod forevisning af  gyldig returbillet. Pas skal være gyldigt 6 måneder udover opholdet.
Bemærk  at der er indrejseforbud, hvis man har israelske stempler i  passet.

Indkøb

Der er mulighed for at gøre mange spændende køb på emiraternes farverige markeder og basarer – f.eks Gold Souk, som er Dubais største og mest berømte basar. Her er der guld og smykker i lange baner og – som regel – til billigere penge end i Skandinavien. Husk, at det er tilladt at prutte om prisen!  Emiraterne er også et godt sted at købe ægte tæpper og kunsthåndværk, og her er ligeledes mange eksotiske krydderibasarer og tøjbasarer, hvor man kan erhverve alt fra designerkreationer til pashmina-sjaler. Har man lyst til noget helt unikt, er der også rig mulighed for at købe stoffer og få sig en skræddersyet kjole eller et jakkesæt hos en lokal skrædder. Endelig er der – ikke mindst i Dubai – store shoppingcentre med et stort udvalg af eksklusive, internationale mærkevarer. Herunder det enorme Dubai Mall der huser mere end 1200 forskellige butikker og siges at være verdens største.

Ordforklaring: souk betyder basar eller markedsområde i en arabisk by.

Kultur

Lokale retter

Emiraterne huser alt fra trestjernede gourmettempler, der drives af europæiske topkokke til lokale spisesteder, hvor der serveres kamelkød på gulvet, og hvor menuen skrives i hånden på en tavle. Kamelkød er som regel mørt og saftigt og smager lidt i retning af kalv. En anden lokal specialitet er fisken hammour. Mange af råvarerne er importeret, men midt mellem det meget lokale og det helt globale er der også inspiration og spisesteder med rødder i blandt andet det libanesiske køkken, der byder på masser af kød og grøntsager.