Khao Lak
Her er langstrakte, hvide sandstrande og dramatiske junglelandskaber med kalkstensbjerge og vilde dyr. Her er spændende øhav med koraller og et væld af eksotiske tropefisk. Og her er tropisk regnskov med vildtvoksende orkidéer og et galleri af interessante fugle. Vil man helt tæt på naturen er Khao Lak et fremragende feriemål. Det har snorklere og dykkere for længst fundet ud af - men området kan også nydes i ro og mag, tilbagelænet fra strandkanten.
Khao Lak i overblik
Khao Lak ligger i Phang Nga provinsen på Thailands kuperede vestkyst ca. 70 km fra Phuket med en 40 kilometer lang kyststrækning til den ene side og et mangefacetteret bagland med tropisk regnskov til den anden.
Strandene
En af hovedattraktionerne er Khao Lak strand, som har givet navn til hele det omkringliggende område. Her mødes blomstrende lavlandsregnskov og gylden strand på smuk og unik vis. Khao Lak udgøres også af strandene Nanh Thong og Bang Niang, der er flankeret af palmer og hvis lave sandstand gør dem populære blandt børnefamilier. I den lille, tæt ved liggende landsby sørger små butikker, barer, caféer og restauranter for lidt liv efter mørkets frembrud. At naturen også kan vise sig fra sin barske side vidner politibåden, der ligger på land skråt over for det lokale marked om. Den blev skyllet ind med tsunamien, der ramte i 2004. På det internationale tsunamimuseum kan man blive klogere på katastrofen og dens omfang.
Similanøerne
Khao Lak er også populært blandt dykkere og snorklere, og de helt store oplevelser kan man få med udflugter til de ni similanøer i Andamanhavet, hvor der er høj sigtbarhed og foruden havskildpadder også er mulighed for at opleve en lang række spændende og farvestrålende tropefisk, herunder manta-rokker, månefanefisk, kuglefisk, læbefisk og barracudaer. Koh Similan-øgruppen er også rig på koraller, beskyttede bugter, flotte granitklipper og nogle af Thailands allerbedste sandstrande.
Nationalparken Khao Sok
Der er flere fascinerende naturoplevelser i nationalparken Khao Sok, der indbyder til trekking til fods eller på elefantryg langs kalkstensklipper og gennem den tætte, tropiske regnskov, som tilhører det ældste økosystem i verden. Nationalparken er hjemsted for bl.a. farvestrålende frøer, slanger, næsehornsfugle og gibbonaber, der lever i trækronerne og gør opmærksomme på sig selv med deres karakteristiske sang.