Vietnam
Gamle mænd spiller skak i dyb koncentration, et par vævre kvinder dyrker tai chi, unge på vej til fakultetet stiller dagens første sult med en skål, skoldhed nudelsuppe og en tungt læsset knallert suser forbi med forsyninger af ris til byens restauranter. Blot et stenkast fra disse hverdagsoptrin går kitschede souvenirs med Ho Chi Minh og kommunistiske propagandaplakater som varmt brød til udenlandske turister.
Det martrede land
Vietnams nyere historie er mere dramatisk end de fleste andre landes. Efter at have været koloniseret af Frankrig blev landet kommunistisk under Ho Chi Minh og med USAs invasion i 1969 indledtes seks års krig, hvis voldsomhed er blevet gjort legendarisk i talrige værker på både film og skrift.
I det seneste tiår er forholdene i Vietnam blevet stabiliseret og freden har fået tusindvis af mennesker fra hele verden til at søge mod et af Asiens mest interessante ferielande. Her er der på en og samme tur mulighed for at holde alternativ storbyferie, snorkle og bade ved landets lange kyst eller gå på opdagelse i baglandet med eventyrudflugter ind i tropiske urskove.
Landet og rejsemålene
Vietnam ligger i Sydøstasien ved det Sydkinesiske Hav og grænser op til Kina, Laos og Cambodja. Med en befolkning på lidt mere end 85 millioner, hører Vietnam til blandt de folkerigeste nationer i verden.
Flest bor der i Ho Chi Minh City (Saigon), hvor man bl.a. kan se Genforeningspaladset, de berømte Cu Chi-tunneler, der byggedes af Vietcong partisanerne samt en række fine markeder.
Markeder er der også masser af i storbyen og hovedstaden Hanoi, der blandt meget andet også huser det særprægede Ho Chi Minh mausoleum.
Halong bugten, som er på UNESCO’s verdensarvsliste byder på storslåede naturoplevelser med klippeøer og drypstenshuler.
Vietnams gamle kejserby Hué lægger areal til en række enestående paladser og fæstningsværker, og vil man se Hué fra søsiden, kan man gøre det med en tur på Parfume-floden (Song Huong), der løber gennem byen.
Der er flere historieke aftryk i den UNESCO-beskyttede by Hoi An, hvor man bl.a. kan opleve Den Japanske Bro, Tan Ky huset og 100 skræddere der holder liv i en gammel, stolt tradition.
Vil man nyde livet på langs, er der god mulighed for det langs den 3.300 km lange kyst, herunder ikke mindst på den palmeklædte paradisø Phu Quoc der ligger sydpå nær Cambodjas kyst.
Fakta
Indbyggertal: 85 mio.
Hovedstad: Hanoi (største by Ho Chi Minh City, ca. 8 mio.)
Stenalder: Området der i dag er kendt som Vietnam har været beboet lige siden den ældste stenalder.Film: Talrige film har skildret krigen i Vietnam. En af de mest kendte er Deer Hunter med bl..a Robert de Niro, Meryl Streep og Christopher Walken. Filmen hjemtog i 1979 5 Oscars.