New Zealand
Store stimer af pigrokker glider ind og ud mellem farvestrålende koraller og efterfølges af dykkere i fuldt udstyr. Længere ude på havet er der mulighed for at svømme med delfiner og inde på land venter det søde badeliv på kridhvide, klitfyldte badestrande og spændende ture i frodige skove og boblende mudderpøle.
Velfærdsland og vild natur
New Zealand er et land fyld med utrolige landskaber og naturfænomener, og det er ikke for ingenting at eventyrfilm som Ringenes Herre er blevet optaget netop her.
Men på trods af landet ligger på den anden side af jordkloden, er New Zealand også et land som man sammenligner sig med i Skandinavien pga. velfungerende velfærdssystem, gode skoler og høj livskvalitet.
Øerne og rejsemålene
New Zealand ligger i Stillehavet på den sydlige halvkugle og består af to store øer, Nordøen og Sydøen samt en række mindre øer, herunder Stewart Island og Chatham. Med kun godt 4 mio. mennesker på 267.000 km2 er der godt med plads at boltre sig på.
Hovedstaden Wellington ligger på sydspidsen af Nordøen, men den største by er Auckland, som ligger på Nordøens nordlige kyst og huser ca. 1,2 million indbyggere.
Blot et par times kørsel fra Auckland finder man Poor Knights Islands, der tilhører New Zealands og hele verdens bedste dykkersteder.
I Bay of Islands er der mulighed for at svømme med delfiner og vil man udfordre bølgerne på et surfbræt eller se verdens længste strand, skal man stikke kursen mod Ninety Mile Beach, som på trods af navnet ”kun” er 88 km lang.
Sydøen byder på flere naturoplevelser med majestætiske bjerge og frodige regnskove og i feriebyen Queenstown er der både løfter om ferieafslapning og vilde adrenalinsus. Det var her bungy jump - og en række andre ekstremsportsgrene - blev opfundet, og vovehalssporten dyrkes fortsat med uformindsket styrke.
Fakta
Indbyggertal: 4,3 mio.
Hovedstad: Wellington
Sport: New Zealands nationalsport er rugby og landet hører også til de bedste nationer i verden.
Højeste punkt: Mount Cook, 3764 meter