Rethymnon
Her er krogede stræder med studenterliv og leben, farverige havnepromenader der prydes af fiskerbåde og lystyachter, gamle konditorier der lokker med kager vædet af sirup og opulente bygningsværker der bærer vidnesbyrd om en fortid, hvor området var på venetianske hænder. Rethymnon lever også videre, når højsæsonen er forbi - og omgivet af både klart blåt hav, lange sandstrande og høje bjerge, er der også masser at tage sig til.
Rethymnon er en gammel universitetsby og fyldt med unge studerende, der sætter deres livlige præg. Med sine 31.000 fastboende indbyggere er det samtidig den tredjestørste by på Kreta og – er mange enige om - en af de allermest charmerende. Rethymnon er samtidig det kommercielle og administrative centrum i distriktet eller præfekturatet Rethymnon, som er et af de fire præfekturater, som Kreta er opdelt i.
Livet i Rethymnon folder sig ud i den gamle bydel og på caféerne omkring den smukke venetianske havn, der også er hjemsted for en lang række fiskerestauranter. Her står også et af byens store vartegn, det tyrkiske fyrtårn som er fra 1700-tallet. Er man morgenfrisk er det også her, at man tidligt om morgenen kan opleve fiskemarked – de friske fangster parteres og afsættes til byens restauranter.
Rethymnons allerstørste og mest dominerende seværdighed er dog fortet Palaiokastro –Fortezza fortet. Det ligger på et scenisk klippefremspring et stenkast fra havnen og blev opført i 1590 som værn mod pirater og osmannere. Det er muligt at komme indenfor og se nogle af rummene, men fortets indre slår ikke den mageløse udsigt fra fortet ud over havet.
Af andre interessante levn fra tiden under venetianerne og tyrkerne kan nævnes Rimondi Fontænen, som ligger på et hjørne af Platanos pladsen midt i den gamle venetianske bydel, den elegante Venetianske Loggia, som er fra 1500-tallet og førhen anvendtes som samlingssted for det venetianske aristokrati samt en række fine moskeer.
Lige udenfor den gamle by ligger Rethymnons Park, som er et perfekt sted, hvis man trænger til et roligt åndehul og den fine bystrand , der varierer mellem finkornet sand, grovkornet sand og rullesten fortsætter næsten 15 km østpå. Mange steder er det muligt at leje liggestole og parasoller. Derudover er det flere steder muligt at spille beachvolley og dyrke forskellige former for vandsport, herunder paragliding og vandski.
Gode udflugter
Fra Rethymnon er det muligt at tage på udflugt og vandreture gennem Samariakløften eller til nogle af de øvrige kløfter på øen. Vil man opleve Grækenland under havets overflade, er der også chance for at komme ud og dykke og fra havnen i Rethymnon sejler skibe til og fra en række af Kretas bedste strande.