Samos
Her er vilde krydderurter på bjergskråningerne, skyggegivende akacietræer at søge læ under når solen bliver for hed, gamle mindesmærker der holder liv i den stolte fortid og enorme olivenlunde og vinmarker i baglandet. En af Grækenlands frodigste øer inviterer til både lange traveture, inspirerende kulturrejse og afslappende badeferie langs de smukke strande ved sydkysten.
Samos ligger i den østlige del af Det Ægæiske Hav på grænsen til Tyrkiet. Øen er hjemsted for omkring 40.000 fastbonde indbyggere fordelt på 490 naturskønne kvadratkilometre. Med frugtbare dale, olivenlunde og vinmarker samt en fin kystlinje med smukke bugter og pragtfulde strande er der mange flotte udsigter at stå op til.
Samos by/Vathi
Flest mennesker bor i hovedbyen Samos, som officielt hedder Vathi. Vathi, der blev anlagt i 1834, er en smuk by med en livlig atmosfære, ikke mindst i den gamle bydel, Ano Vathi, der er flot og malerisk anlagt op ad en bjergside med gamle tyrkisk inspirerede byhuse med trækarnapper og snoede, lidt kuperede gader.
Den nye bydel i Samos by er beliggende ved den ikke mindre charmerende havn, hvor man kan nyde sin kaffe med udsigt til lystyachter, katamaraner og gamle træbåde.
Samos by er desuden hjemsted for en række flotte forretningsgader, en række gode spisesteder og barer samt flere interessante museer. Oplev f.eks. vinmuseet, der giver et indblik i øens forædling af druer samt det arkæologiske museum, hvor man kan se flere tusind år gamle statuer og udgravninger.
Pythagorion
Samos har en lang og spændende historie, og det ses også i byen Pythagorion, som blev anlagt af Polykrates i det 6. årh. f. Kr. og hvis gamle bykerne er på Unescos liste over bevaringsværdig verdenskulturarv. Pythagorion, der ligger 14 km fra Samos by, er opkaldt efter øens berømte filosof og matematiker Pythagoras - øens til alle tider mest prominente indbygger.
Pythagorions livsnerve er strandpromenaden og den smukke og stemningsfulde havn, hvor der er mulighed for at iagttage det maritime liv med små fiskerbåde og større lystyachter, der duver fra side til side i det azurblå hav. Ved vandet skaber taverner, barer, spisesteder og butikker liv og som et flot bagtæppe bag de gamle byhuse kan man se den flotte natur på de grønklædte skråninger.
Lidt udenfor byen kan man besøge Eupalinos-tunnelen, en snæver, fugtig tunnel, der oplyses af svage lyskilder. Tunnelen er lidt mere end tusind meter lang og forsynede tidligere indbyggerne i Pythagorion med frisk kildevand. Tunnelen er bygget for 2.500 år siden – længe før tunnelboremaskinernes tid – og er den første af sin art i verden. Det var eneherskeren Polykrates, som fik ideen, men ingeniøren Eupalinos som førte den ud i livet. En fascinerende rejse for hele familien. Ind i dybet – og tilbage i historien.
Votsalakia
Endnu mere bjergrigt er der omkring den hyggelige badeby Votsalakia på Samos’ sydkyst. Her knejser øens højeste bjerg Kerkis nemlig i horisonten og lokker med spændende vandreture. Votsalakia er en fredelig badeby med den børnevenlige sandstrand Psili Ammos inden for et par kilometers rækkevidde. Psili Amos betyder fint sand – og det er lige hvad det er. Stranden flankeres af caféer og barer, og der er mulighed for at leje liggestole og parasoller. Om aftenen er der et hyggeligt liv i byen med lokale taverner og andre gode spisesteder.
Kokkari
Hyggeligt er der også i den lille fiskerlejeby Kokkari, som ligger på Samos’ nordlige kyst. Byen er de senere år blevet et populært feriemål, men har samtidig formået at bibeholde både lokal integritet og masser af græsk atmosfære. Ved havnepromenaden ligger små, hyggelige restauranter side om side, hvor frokosten eller middagen bliver serveret på kajens første parket. Foruden bystranden, som er med rullesten, er der flere gode bademuligheder i nærheden. Det gælder Lemonakia-stranden og Tsamandou-stranden, som pga. sine indlysende fotogene kvaliteter er et populært postkortmotiv. De bedste strande på Samos ligger dog hovedsageligt på øens sydside, foruden Psili Ammos også den smukke Limniónas.