Temperaturer
Temperaturer

Bodrumkysten

Her er stille badebugter, fine, dykkervenlige sandstrande, flotte korsridderborge og hvidkalkede huse, der smyger sig op ad bjergsiderne. Den tyrkiske ægæerhavskyst er blevet et populært ferierejsemål og med ældgamle bygningsværker, kulturmindesmærker og et rigt facetterede café- og restaurationsliv er der også en del at tage sig til i pauserne fra liggestolen. Og for alle aldersgrupper.

Bodrum er beliggende på en halvø i det vestlige Tyrkiet ud til Ægæerhavets kyst – og på det sted hvor byen Halikarnassos lå for flere tusind år siden. I dag består byen, som er flot omkranset af knejsende bjerge, af flere mindre sammenvoksede byer, Gümbet, Bitez og selve Bodrum.

Der er endnu reminiscenser af oldtidens bygningsværker, herunder udgravningsstedet Mausolos’ mausoleum, der engang var et af verdens syv vidundere. Oplev desuden det 2.400 år gamle amfiteater, der er bygget direkte ind i en bjergvæg og har tidligere haft plads til 10.000 tilskuere. Herfra er der en bragende flot udsigt over selve Bodrum by med det imponerende syn af korsridderborgen, Skt. Peter, der ligger midt i centrum.

Borgen blev opført i 1400-tallet og huser i dag Bodrums arkæologiske undersøiske museum – et magisk univers af gamle skibsvrag og de skatte, som skibene gik ned med. Et af de vigtigste fund er vraget af Ulu Burun. Det er et flere tusind år gammelt skib, der stammer helt tilbage fra bronzealderen, men som først blev opdaget ud for den Ægæiske kyst i 1982, på omkring 50 meters dybde. Vil man prøve lykken, er der i øvrigt gode muligheder for selv at dykke ud for Bodrum, men områdets bedste strande finder man i Bitez og Gümbet.

Gümbet, Bitez og Göltürkbükü
Ca. 3,5 kilometer vest fra Bodrum ligger Gümbet smukt i en dejlig bugt med lave, hvidkalkede huse og en livlig strandpromenade. Om dagen er der mulighed for at holde formen ved lige med forskellige former for vandsportsaktiviteter – f.eks. vandski, dykning og padlen på vandcykler. Når aftenen falder på er der fin og livlig feriestemning med spændende restauranter og spisesteder. Også yngre feriegæster har grund til at holde sig længe vågne, for i byens velbesøgte bargade bliver der også festet i de sene aftentimer.

Bitez er en mindre, men meget hyggelig by ca. syv kilometer vest for Bodrum. Her er stranden bred og vandet klart som nypudset glas, og på strandpromenaden er der mulighed for at nyde en god frokost på en af de mange udmærkede restauranter, der ligger tagryg ved tagryg. Man kan også slænge sig og nyde ferielivet i de store magelige puder, der findes langs store dele af strandpromenaden, og hos byens lokale står de skarpeste rageknive klar til at trimme skægget på de mandlige feriegæster.

Göltürkbükü er endnu en charmerende lille badeby i den nordlige del af Bodrum-halvøen beliggende ca. 20 kilometer fra Bodrum by. Langs strandpromenaden er der hyggelig atmosfære, med gode restauranter og barer – og minibusser sørger flere gange dagligt for, mod betaling, at bringe folk til og fra den noget større badeby.

Gode udflugter
Der er flere muligheder for spændende udflugter i baglandet og farvandet ud for Bodrum-halvøen. Besøg eksempelvis kalkstensterrasserne ved Pamukkale, forkæl dig selv med en tur i de varme kilder ved Hierapolis eller tag en udflugt til den græske naboø, Kos, der ligger blot 20 km – eller en kort sejltur - væk.

Fakta om Bodrumkysten

Fakta om landet

Tidsforskel / lokal tid

Ved ankomst til Bodrum skal uret stilles en time frem.

Rejseinformation

Personale på rejsemålet

Falk Lauritsen rejser

C/o Sun group

Adnan Menderes cad. nr. 34/1

48400 Gümbe/Bodrum

Tlf: +90 252 319 47 14

Fa: +90 252 319 51 03

Kampagner

Få mere information om Bodrum på TGT.dk eller UM.dk

Strande

Områdets bedste strande ligger i Bitez og Gümbet, og hvis I spiser eller køber drikkevarer i en af de mange strandrestauranter, kan I frit benytte liggestole og parasoller, som er ejet af restauranterne. I Bodrum er der gode muligheder for at leje bil og tage på udflugt til små hyggelige bugter og strande på halvøen.

Kultur

Lokale retter

Langs marinaen i Bodrum ligger der mange stemningsfulde restauranter og barer side om side, hvor middagen og drinksene ledsages af en flot og fornem udsigt over det maritime liv, som udspiller sig her. Foruden den daglige fangst fra havet er der mulighed for at smage på forskellige tyrkiske specialiteter. De fleste vil på et eller andet tidspunkt af ferien stifte bekendtskab med Meze, som er den samlende betegnelse for mange forskellige småretter, der typisk serveres kolde. Retterne kan f.eks. være haydari (a la græsk tzatziki blot med mint og purløg) og marineret aubergine, som serveres i små skåle midt på bordet. Til dessert kan man nyde den søde og meget populære kage baklava, og kalorierne kan forbrændes på dansegulvet. I byen er der således flere store og populære diskoteker, som har åbent til langt ud på natten. De fleste diskoteker ligger ved marinaen i intime og hyggelige omgivelser.

Transport til hotel

Fra lufthavnen og til de første hoteller er der ca. 45 minutters kørsel med bus.

Bådtur

Tag med om bord på den charmerende tyrkiske træbåd, hvor vi sætter kursen mod nogle af de smukke bugter i området. På havet kan I nyde den bagende sol på bådens dæk, og undervejs kaster vi anker, hvor der bliver mulighed for at bade i det smukke, azurblå hav. Dette bliver en dag med afslapning på bådens dæk, masser af sol og frisk luft. Frokosten serveres af besætningen om bord på båden.

Efesos

Tag med tilbage i tiden og oplev en af antikkens vigtigste havnebyer, Efesos. Byen er et af de bedst bevarede og rekonstruerede arkæologiske fund med fascinerende store søjler, teatret, templerne og ikke mindst det gamle bibliotek. Celcus biblioteket er en smuk toetagers bygning, der i sin tid husede mange manuskripter og papyrusruller. I Efesos kan I også opleve Artemistemplet, et af antikkens 7 vidundere, der har været medvirkende årsag til Efesos’ status som verdensberømt seværdighed. Udflugten er en halvdagstur med store kulturelle oplevelser fra oldtiden. Inkl. frokost og entré.

Landsbytur

På denne udflugt bliver I taget med bag kulisserne i det ellers meget vestligt orienterede Tyrkiet. På turen skal vi opleve den autentiske kultur og stemning i en typisk, tyrkisk landsby. Vi smager på specialiteter fra det tyrkiske køkken, besøger en tæppehandler og en lille moské. En spændende dag fyldt med kulturelle oplevelser og lokal atmosfære.

Hvorfor vælge Bodrum?
Hvorfor vælge Bodrum?