Ölüdeniz
Her er et livligt fiskemarked, hvor dagens fangst omsættes til mindeværdige måltider og bjergtoppe der bruges som afsæt for vovemodige paraglidere. Fra kanten af en af de flotteste og mest kendte strande på den tyrkiske sydkyst er det udsigt til det græske øhav og mulighed for at opleve de fine øer i Fethiye-bugten. Med gode udflugtsmuligheder og mange tusind årlige solskinstimer er Ölüdeniz-området et af de mest populære feriesteder ved Middelhavskysten.
Ölüdeniz betyder det døde hav på tyrkisk og er en lille ferielandsby i Fethiye-området og Muğla-provinsen i det sydvestlige Tyrkiet. Flot omkranset med Det Ægæiske Hav mod syd og de stejlt knejsende Taurusbjerge som flot og stemningsgivende baggrundstæppe er området de seneste tiår blevet populært for både badeferiefolk og paraglidere, som tager svæveturen ud over områdets sceniske landskab med laguner og turkisblåt vand.
Området består af byen Ölüdeniz og de to landsbyer Hisarönü og Ovacik, der ligger ca. 5 kilometer herfra. Selve Ölüdeniz er en mindre by, som ligger ved en af de smukkeste og mest ikonografiske strande i Tyrkiet - hele områdets største aktiv og ofte nævnt som værende en af de fineste i verden. Belcekiz Beach og Den Blå Lagune kan bryste sig af EU’s blå flag og den omkringliggende natur er storslået og indbyder til lange spadsereture. Samtidig er der mulighed for at se historiske levn, der vidner om en spændende kulturel fortid. Området er ideelt for feriegæster, som holder af smukke og rolige naturomgivelser, men i byen er der tillige et godt udvalg af restauranter, barer og souvenirforretninger.
Fethiye
Netop Fethiye, der ligger ca. 14 kilometer væk, er en af de ældste byer i Anatolien, og klippegrave som kan dateres til det 4. århundrede f. Kr. bevidner, at byen har eksisteret i mere end 2.300 år. I området omkring byen er der sarkofager og ruiner fra de mange forskellige civilisationer, der har regeret gennem årene, heriblandt fra den lykiske periode og fra romertiden. I byens gamle og meget charmerende bydel, Paspatur ligger der barer, spændende restauranter samt en basargade, hvis boder lokker med bl.a. smykker, tøj og kunsthåndværk. Fra Fethiye er der rig lejlighed til at tage på udflugter til bugter og øer ud for kysten og får man brug for at få masseret svømmemusklerne, står rutinerede bademestre klar i byens tyrkiske bade.
Besøg også Fethiyes fiskemarked, hvor duften af grillet fisk pirrer appetitten, og små grupper af folkemusikere skaber improviseret underlægningsmusik. Under det tyrkiske halvmåneflag lægges tun, havtaske, sværdfisk og andre friske fangster frem på borde og i montre. Markedet bestyres af runde mænd med stolte overskæg og er noget helt særligt. Når man har fundet og købt det, man har lyst til, tager man det med hen til en af restauranterne, der ligger rundt om markedet. Her tilberedes fisken, som serveres med hjemmebagt brød og drikkevarer.
Gode udflugter
Blot en kort bådtur fra Ölüdeniz kan man komme på besøg i den farverige sommerfuglsdal - en stor kløft hvor man kan se sommerfugle i alle farvespektrets nuancer. Et besøg i spøgelsesbyen Kayaköy, som er på Unescos verdensarvsliste er også interessant , og får man lyst til et mere aktiv og løssluppent natteliv, kører lokale busser flere gange dagligt til og fra den større ferieby Fethiye